Simply Images © 2009 - 2011 • 

 

 

 

Fortællinger

Historier om mine skæve skud, gode fotooplevelser og nyttige erfaringer

 

 

December 2010                                                                                      

 

Flash: Røde øjne og berøringsangst

Vi kender alle billederne fra julefrokosten, hvor lyset fra kameraets lille indbyggede blitz glinser i onkel Viggos svedige pande, mens han lader sine glasklare, lysende røde øjne hvile kærligt på moster Ida, og hendes ikke helt lille næse kaster sorte slagskygger langt ud på kinden. Det kan give selv de mest garvede gåsehud og panisk berøringsangst overfor brugen af flash.

 

Det kan gøres anderledes. Med ret enkle midler kan man at give sine billeder et blødt og naturligt løft som her:

 

 

Her er det lykkedes at lægge et blidt og naturligt lys på en skiløber i skoven. Baggrunden er ikke blevet mørk, selvom det er skyet, og vi befinder os i skyggen. Hovedpersonen har fået en lille dosis flash fra to vinkler og træder klart og tydeligt frem fra baggrunden, så man næsten fornemmer, at man kan stikke hånden ind bag ham. Ikke et sindsygt kreativt billede, men ret lækkert at beherske teknikken.

 

 

Amok med lys

Hvis man vil væk fra de onkel Viggos svedige pande og røde øjne og over til noget helt andet, så er formlen: Flashen væk fra kameraet, op med paraplyen og så i krig med reflektorer, difusere, snoots, gobos og andre mærkelige begreber. Det lyder som noget for ekstremnørder, men i virkeligheden er det en billig og fleksibel måde at lægge lys på. Det kan gøres ligeså fint som i det dyreste studie, og så er man som fotograf ikke bundet til det samme sted eller tvunget til at hyre en flyttevogn, hvis man vil have grejet med ud i andre omgivelser. Bliver man grebet af de mange muligheder, kan man gå helt amok .... uden at gå fallit.

 

Jeg tog på kursus hos Digital Foto Workshop på Ærø for at lære mere om de muligheder det giver - og her kom vi rigtigt langt omkring i lysets forunderlige verden. Skulle julefrokostbilledet måske se sådan ud?

 

 

 

Nåh ja, måske ikke helt. Men noget  skal jo prøves af, og alt er tilladt, når man leger, og det kan man ikke lade være med, når man bliver grebet af alle mulighederne. Billedet er lavet ved hjælp af to batteriflash. Den ene har fået en lille stump grøn plast - en gel - monteret. Den står på et lavt bord og kaster sit lys op gennem bladene på en lille palme, hvis skygge tegner eksotiske mønstre på en helt hvid væg. For at det hele ikke skal gå helt i grønt kaster en anden flash sit lys ned mod ansigtet. Den lidt uhyggelige stemning understreges af de mørke skygger på den nærmeste side af ansigtet.

 

 

 

 

Når vi nu er ved det med farverne, så er her et billede, hvor jeg har leget lidt med en lille vanddråbe. Det hurtige lysglimt fra flashen fastlåser dråben midt i en bevægelse. Billedet er skabt i kameraet og kun efterjusteret lidt i Photoshop.

 

 

 

 

Leder i blød belysning

Her er i stedet et mere "nydeligt" billede af "chefen", en af underviserne på kurset. Ja, ja, det var skam meget seriøst. Billedet er lavet med en enkelt flash, og lyset på hans ansigt er blødt op ved hjælp af en hvid gennemskinnelig paraply. Måske kunne jeg have ønsket mig skyggen under hans næse lidt mindre fremtrædende. Det kunne måske være gjort ved at lade ham holde en reflektor eller bare et stykke lyst papir i hånden under billedets kant, så det kastede lidt lys op under næsen? Men på den anden side så giver skyggen også en lille smule kant og karakter til ansigtet. 

 

Her legede vi lidt med at skabe et mere "corporate look". Egentlig synes jeg, at billedet på en ganske fin måde viser en venlig, rolig og kompetent leder med et lunt glimt i øjet.

 

Måske er det lidt svært at forestille sig, men det er såmænd den samme mand, der få minutter tidligere optræder noget mindre roligt på billedet allerøverst på siden. En ting, jeg virkelig lærte er, at i enhver stroboist gemmer der sig et stort legebarn. Husker man at pleje det indre barn, så kommer der spændende reslutater ud af legen med lyset.

 

Strobist

Konceptet for den målrettede og kreative leg med batteriflash har fået navnet "Strobist". I dag taler man ofter om en hel bevægelse: Strobist-bevægelsen og David Hobby omtales som den grundlægger. Hans blog sprudler med mere eller mindre vanvittige og spændende eksempler på brugen af lys. 

 

En anden hyperaktiv flashbruger er Joe McNally. Han blogger også om sine forskellige ideer, og ser man sig om på nettet kan man finde ganske mange videoklip, hvor han viser sine forskellige opsætninger af lys - det er ikke for sarte sjæle med hang til en enkelt blitz. Assistenter, stylister og andre hjælpere myldrer rundt om ham. Men voldsomt meget kan gøres med mindre, og jeg vil helt sikkert prøve den nye verden af. Det bliver spændende at arbejde videre med alle de nye ideer.

 

Ordet "strobe" refererer egentlig til et apparat, som kan udsende jævnlige kortvarige lysglimt - som fx de lamper, som ofter er brugt på diskoteker og til fester. Fælles for disse og en batteriflash er de lynhurtige lysglimt, som visuelt låser bevægelsen i det øjeblik, de rammer motivet.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Andre fortællinger

Arkiv - se alle fortællinger

 

• All that jazz»

Og så lidt til ... billeder af en lille meget stor jazz-sangerinde og andre indtryk fra River Boat Jazz 2011.

Læs mere ...

 

 

• Kimberley - et australsk eventyr»

Tag med på en fotografisk rejse gennem rå røde landskaber og fantastiske slugter i et af Australiens tyndest befolkede områder. Læs mere ...

 

 

 

• Forsmag på sommeren»

Om en bog, med fotos fra Tornby Strand. Læs mere ...

 

 

 

• Man skyder da frøer»

Ja, i Randers Regnskov gør man - i hvert fald med kamera.

Læs mere ...

 

 

 

• Indendørs sysler»

Om at finde indendørs mulighder for udvikling, når vejret ikke arter sig. Læs mere ...

 

 

• Tæt på vintervejret»

Om at se det små i det store, når vintervejret kommer tæt på.

Læs mere ...

 

 

• Musen i kassen»

Og om at sparke til noget hårdt, når noget ikke lykkes.

Læs mere ...

 

 

• Når køerne vælter og girafferne slås» 

Om at kende sine motiver

og vælge sine lukkertider med omhu.

Læs mere ...