Fortællinger
Historier om spændende steder, gode fotooplevelser og nyttige erfaringer
Juni 2010 Kimberley fotogalleri
Click for English version
Kimberley - et "widescreen" eventyr med højt til loftet
Er man til rå røde landskaber, "gorgeous gorges", eventyrlige vandfald og milevide strande, så er der frit valg på alle hylder i Australiens nordvestlige hjørne. Se billeder i galleriet: Kimberley Photos. Kimberley er rent eventyrland for en fotograf.
Her fandt instruktøren Baz Luhrmann omgivelserne, der passede perfekt til filmen Australia. Og der er stadig mere end plads nok til at føle sig lidt som Nicole Kidman og Hugh Jackman, der tackler de store udfordringer med at samle og drive store kvægflokke gennem landskabet. Faktisk er landskabet langt mere fantastisk end filmen formår at vise.
Der er kløfter så dybe og snærvre, at man føler sig lillebitte, når en enkelt solstråle ved middagstid når ned i bunden. Der er sletter så vide, så man må have det helt store kort over Australien frem for at fatte, hvornår man vil støde på civilisationen igen, hvis man beslutter sig for at ride ud mod horisonten.
Der er vandfald så dejlige med rock pools til at bade i og der er strande så milevide, at de får en solid vestjysk strand til at ligne en miniaturekopi fra Legoland. Men hvorfor er dette overflødighedshorn af rå natur og fotografiske udfordringer så ikke overrendt endnu?
I Echidna Chasm føler man sig rigtigt lille.
Fotograf: Rikke Folkersen
Rumperysteren Gibb River Road
Slangen i paradiset - eller udfordringen, om man vil, hedder Gibb River Road, og er en ca. 660 km lang grusvej. Den kræver absolut 4x4 WD og har ry for at spise dæk hurtigere, end man kan sige reservehjul - hvis man ikke holder farten nede. Sommetider er vejen jævn, og sommetider er det som at køre på et overdimensioneretvaskebræt. Ydermere ligger der kun to egentlige servicestationer på vejen. De ligger begge nogle hundrede kilometer fra endepunkterne, og den ene sælger udelukkende diesel. I tilgift er der så den store og krokodillefyldte Pentecost River, og et par andre floder, som skal forceres.
Er man udelukkende til 2-hjulstræk, benzin, og jævne veje, så er der kun en asfalteret vej, som forbinder vest med øst, Great Northern Highway. Men vil man se noget som helst uden for vejen, så er der lukket. Fx tager vejen ud til de berømte klippeformationer Bungle Bungle 2-3 timer at køre med 4-hjulstræk, selvom den kun er 52 km lang. Men hvilke kilometer! Flere mindre floder skal krydses, og vejen snor sig op og ned mellem klipperne, så man til tider må rejse sig i sædet for at se, om sporet overhovedet fortsætter på den anden side af bakketoppen. Det er vildt, det er sjovt, og det kan gøres med en smule sund fornuft. Og når man så når frem, er belønningen total. Bungle Bungle eller Purnululu National Park, som det også hedder, er noget af det smukkeste, der findes.
Men fortvivl ikke, hvis man ikke er til gør- det-selv-eventyr, så er der masser af arrangerede ture både med små fly og med firhjulstrukne busser.
Bungle Bungle.
Se også galleriet Kimberley Photos
Facts om Kimberley
-
Kimberley ligger i det nordvestligste hjørne af Australien i delstaten Western Australia.
-
Kimberley er en region, ca. 3 gange så stor som England.
-
Der bor i alt ca. 40.000 mennesker.
-
Den vestligste by er Broome og den østligste er Kununurra.
-
Der er tre byer med mere end 2.000 indbyggere, samt et antal "cattle stations", kvægfarme, hvoraf nogle er på størrelse med Sjælland - sådan ca.
-
Der er to veje gennem regionen fra vest til øst - eller omvendt, om man vil.
-
Den ene er Great Northern Highway, som er asfalteret. Den anden er Gibb River Road, som er en ca. 660 km lang grusvej. Der er enkelte afstikkere ud til siderne, nogle er grus- og klippeveje på op til 100 km.
-
Gibb River Road og nogle af de mindre veje indebærer flere "river crossings" (uden broer) af varierende sværhedsgrad. Pentecost River (hjem for utallige saltvandskrokodiller) er den mest berømte.
-
4 WD er nødvendigt, hvis man vil se noget, almindelige camper trailere, campingvogne og lignende må forventes at "desintegrere" på de ujævne veje, som de siger på de kanter.
-
I den våde årstid fra sidst i oktober til maj (ca.) kan alle veje være lukkede i meget lang tid, og lukket betyder her "helt lukket".
-
Generelt er der langt til alt, og det er råt, så regn absolut ikke med en stor fremdriftshastighed.
-
Men det er det hele værd! Vanvittigt smukke oplevelser venter omkring ethvert hjørne. Her er en rigtig god rejseguide, som kan hjælpe med planlægningen: Kimberley Australia Travel Guide.
Solen står op over Cockburn Range og Pentecost River. Se mere i Kimberley Photos
|
Om en bog, med fotos fra Tornby Strand. Læs mere ...
Om dyr, der kommer tæt på i vinterkulden Læs mere ...
Om at finde indendørs mulighder for udvikling, når vejret ikke arter sig. Læs mere ...
• Tæt på vintervejret»
Om at se det små i det store, når vintervejret kommer tæt på.
Læs mere ...
• Musen i kassen»
Og om at sparke til noget hårdt, når noget ikke lykkes.
Læs mere ...
• Når køerne vælter og girafferne slås»
Om at kende sine motiver
og vælge sine lukkertider med omhu.
Læs mere ...
|