Simply Images © 2009 - 2012 • 

Om billeder

Simply Images er ”bare billeder”. Enkle og brugbare fotos uden særlige dikkedarer. Nogle billeder er lavet med et helt bestemt formål og til en ganske speciel målgruppe. Det præger dem naturligvis hver især. Andre er skabt for at formidle mere umiddelbare indtryk fra en forunderlig og fantastisk verden – i nogle tilfælde med et lille glimt i øjet.

Krydderihandleren i Granada

Visionen eller ledestjernen for mit fotoarbejde er, at livet er for kort til at tage ligegyldige billeder. Man kan ligeså godt tage billeder, der taler. Det er et ambitiøst mål at sætte sig, for ikke to modtagere læser et billede ens, men det er værd at stræbe efter.

Nogle billeder skal ikke på egen hånd sige mere, end de bliver bedt om, hvis de alene skal understøtte en tekst og fungere som dokumentation for, at sådan ser sådan en dims ud. Andre må gerne råbe højere. Nogle skal måske formidle en stemning eller en ganske særlig oplevelse. 

Billeder fra Simply Images er ikke voldsomt efterbearbejdede. Al respekt for dem, som på computer eller med andre midler kan lave betagende kunstværker og collager ud af deres billeder. Det er bare ikke mit ærinde. Mine billeder skildrer hver for sig et stykke virkelighed, som jeg har set den, og jo bedre jeg allerede i kameraet kan indfange det lys og den stemning, jeg ser, des mere glad bliver jeg selv for et billede.

Du kan købe næsten alle billeder fra gallerierne. Prisen afhænger af, hvad billederne skal bruges til. Det kan du læse mere om under Kontakt.

Går du i skole og skal lave en opgave om et dyr, et land eller noget helt andet, så må du gerne kopiere billeder fra siden til din opgave. Du skal bare skrive, hvor du har dem fra - og så må du naturligvis ikke lægge billederne på din egen hjemmeside eller offentligøre dem på anden vis. I stedet må du lave et link til min hjemmeside.

Drabet

- set på en drivhusrude

En vejhveps har begravet sine skarpe kæber i kødet på den bløde edderkop. Arrigt svirrende med vingerne forsøger den at trække det store bytte med sig.

Se billedet i stort format i galleriet Natur.

Skilte

- billedsprog, der skal råbe højt

Advarselsskilte er enkle og til tider underholdende eksempler på højtråbende billedsprog. Dette er en simpel, men meget dramatisk tegneserie fra et område med opalminer ved White Cliffs i Australien. Se i større format i galleriet Rejser.

©Hvor ikke andet er angivet, er tekst, layout, grafik og foto af Rikke Folkersen