Simply Images © 2009 - 2012 • 

____________________________________________________________

Which of my photographs is my favorite? The one I'm going to take tomorrow.

- Imogen Cunningham

____________________________________________________________________

____________________________________________________________________

Om mig

Jeg hedder Rikke Folkersen. Gennem snart 15 år har jeg drevet min egen kommunikations-virksomhed med det lidet fantasifulde navn RiF Kommunikation. Det er nok de færreste (også af mine kunder), som kender navnet på virksomheden. Det er i stedet mit navn, de kender, og det kan jeg godt lide.

I 2009 indlemmede jeg foto som en del af virksomheden, og den sidegren fik et rigtigt navn, et navn, som jeg selv synes om: "Simply Images". Den har derfor også sin helt egen hjemmeside www.simplyimages.dk.

Som det sikkert anes af mine billeder, så har jeg primært slået mine folder i energibranchen og i mejeribranchen. Og så holder jeg voldsomt meget af natur og rejser, selvom det nok lyder som en kliché fra en kontaktannonce.  

Med mig fra kommunikationsopgaverne i mejeribranchen har jeg taget en stor fascination af og kærlighed til køer. Det er fantastiske og fascinerende dyr, og de nøjes bestemt ikke med at gå "et skridt frem og to tilbage", som der står i Sebastians sang om "Den lille malkeko". Den fascination kan du sikkert også få øje på i gallerierne. Køerne har fået deres næsten helt eget lille galleri.

Min baggrund

En egentlig formel uddannelse som fotograf har jeg ikke, men jeg har siden min ungdom interesseret mig ganske meget for fotografering. Det har dog ligget stille i nogle år. For at få greb om tingene og udvikle mine færdigheder har jeg derfor deltaget i et større antal kurser hos Casper Tybjerg (TTF) og andre dygtige fotografer. Og så har jeg læst og trænet og læst og trænet. Alligevel opdager jeg hver dag, at man kan blive ved at lære ... Det er det, der gør det så fascinerende, at arbejde med.

Desuden så har jeg i mit kommunikationsarbejde været professionel billedbruger i mange år. Når jeg skal bedømme mine egne billeder, så er hovedkriteriet derfor: Ville jeg selv vælge at bruge det?

Det princip har jeg testet ved at give mig selv en udfordring: At lave en fotobog om en område i Danmark, som jeg ved, at mange holder af, Tornby Strand. Siden har jeg også lavet en lille skolebog for de mindste om Jammerbugten for forlaget Meloni (www.meloni.dk) og lur mig, om der ikke kommer mere af den slags.

Den seneste større uddannelse, som jeg har taget, er en sidefagsuddannelse i intern og ekstern virksomhedskommunikation ved Syddansk Universitet (2004). I den indgik fag og discipliner som:

Funktionel billedbeskrivelse

 

Visuelt design

 

Strategisk kommunikationsplanlægning

 

Tekstproduktion i forskellige genrer 

 

Funktionel lingvistik

 

Markedskommunikation

 

Virksomhedskultur og organisationsanalyse

Det hele blev afsluttet med en større projektopgave i intern og ekstern virksomhedskommunikation.

Hvad jeg i øvrigt har lavet uddanelsesmæssigt og arbejdsmæssigt, kan du læse lidt flere detaljer om i mit CV, som ligger under linket i højre spalte.

Hvis du har lyst til at få lidt flere detaljer om mine uddannelser eller mine arbejdsområder gennem tiden, så kan du kigge her eller sende mig en mail.

©Hvor ikke andet er angivet, er tekst, layout, grafik og foto af Rikke Folkersen